fredag den 23. oktober 2015

mandag den 12. oktober 2015

Impulskøb - eller en længe eftertragtet busk

I går var vi på planteskole-rundtur, men nåede dog kun 2. Formålet var at få bekræftet, at de træer, vi igennem flere år har beundret i et offentligt anlæg i Sønderborg, er hanesporetjørn. Vi havde tyvstjålet en gren med blade, bær og torne og havde dem med til en lille by uden for Kolding, hvor der ved kirken er plantet hanesporetjørn. De lignede både på bladene, bærrene og tornene, men ikke på faconen. I Kolding planteskole mente de, at det måtte ligge i den måde, de er blevet beskåret på.

De foreslog i stedet blommebladet tjørn, så nu skal vi i tænkeboksen igen.

Turen gik videre til vores yndlingsplanteskole, Magtenbølle. Der var som altid masser at kigge på. Det var der så flere end os der syntes. Hold op, der var mange biler på parkeringspladsen.

Vi var på udkig efter en gul røn og fandt også én, der hedder Sorbus 'Autumn Blaze'. Hjembragt synes vi den ligner Sorbus 'Autumn Spire' til en forveksling, men pyt, flot er den.
Andre småting, som f.eks. mosebølle fik vi også fat i, og så kom vi forbi et megaflot eksemplar af Himlens Syv Sønner. Det blev solgt til en spotpris, så vi skyndte os at slå til.
Problemet var bare, at vi ikke var forberedte på storindkøb. Men med en masse asen og  masen og skubben og pressen, så kom det hele ind i bilen.
Vi måtte køre med klappen op hele vejen hjem fra Fyn


Her fornemmes det vist, hvor stor planten er

Hjørnet bag skyggedammen blev ryddet for bladplanter og busken/træet placeret

Sorbus 'Autumn Blaze'